Nils Kjær

Det er også født forfattere i Holmestrand. En av dem er Nils Kjær (1870-1924). Hvis du foretar et søk på Internett får du imidlertid opp en direktør Nils Kjær helt øverst. Men det er antakelig en mann som hovedsakelig har utøvet sin begavelse innen kunstarten "tjene penger". Om forfatteren Nils Kjær skriver wikipedia: "Det tidlige tapet av faren kan kanskje forklare Kjærs beundring for sterke mannsskikkelser som f.eks Mussolini, og hans bifile tilbøyeligheter". Så vet vi det.

Første gang jeg ble vàr Nils Kjær var da jeg så hans stykke " Det lykkelige valg". Det ble spilt utendørs på friluftsmuseet Vøienvolden gård i Maridalsveien på Sagene og fanget den påtenkte stemningen godt. Det regnet, men arrangøren delte ut plastsekker vi kunne bruke som regnfrakker ved å lage et hull i dem. Meget stemningsfullt. Så dukket han nylig opp igjen på radioteatret i NRK Gull. Det var her jeg også ble gjort oppmerksom på epistlene hans. Altså livsbetraktninger eller tanker og meninger om tidens hendelser gjerne formulert i brevform (store norske leksikon). En  enkel liten historie om hvorledes Nils Kjær glemte frakken på en restaurant fikk meg til å skoggerle.

Av den grunn har det blitt en del Kjær-kvelder i Jacobstua i det siste. Samlingen "Smaa epistler" (1908) ble lastet ned fra Nasjonalbibliotekets sider. Jeg har i tidligere innlegg gjort oppmerksom på de mer enn 13000 bøkene som ligger til fri benyttelse der.

I epistlene bedriver senbohemen Nils et slaraffenliv et sted langs sørlandskysten og forteller om det norske været slik det ikke er gjort hverken før eller siden.

"MENNESKET sier til seg selv:
Dette er den riktige. den kraftige Sommer. Del slipper Regn når det trængs, men den har en Forkjærlighed for Solskin. Den sender Vind til alle Seil, og den har Luner af ettertænktsomt, speilende Vindstille. den lader alle høste, hva de saadde, men Bønderne er strenge Dommere, og de henrives aldrig til uforbeholden Anderkjendelse af Veiret. Sommeren gjør sit allerbeste, den sætter op sit lyseste ansikt, men den imødekommer ogsaa ethvert rimeligt Ønske om Forandringer. Dens Himmel gløtter med Lettelse frem bag Regnskurene, dens Sol er aarle oppe og høi og siger i pragtfuld Langsomhed udover Kveldens Skrænt, medens der siden, henover Fjordflaten vimrer myge Gjenskin af dens purpur."

Vinteren er ikke Kjær like kjær i. Dessverre for ham er det ikke alltid han kan " skrive Vinterbreve fra Himmelstrøg, hvor den gamle Høst og den unge Vaar smiler til hverandre og kaster Roser over den lave Vinterhegn som skiller dem".

"Men beskrive den vitterlige, uomstødelige Vinterkjendsgjerning, den lange Pause, da Naturen indstiller sin Virksomhed og ikke gir Livstegn fra sig, det er en Kunst jeg opgir. Desuden er det upatriotisk at udsætte noget paa Vinteren, fordi den anses for en specifik national Aarstid, en medgift vi har faat med Nordpolen. Vor Vinter kræver ikke alene respekt, men Begeistring."

I Russland er imidlertid vinteren enda verre.

"Den lange Vinter er Aarsag i. at Bønderne sover det halve Aar ad gangen paa sine umaadelige Ovne uden at tage anden Næring til sig end Vodka. men naar de reiser sig slunkne og grætne ut paa Vaarsiden og faar sat Mat tillivs, vaagner Livsaanderne i dem med uanet Vælde. Da valser de op med sine Koner og Heste og kjører i Troika til Byen og begaar Dumheder nok til at kvitte for den lange Dvale. Men derefter opstaar Ruelsen i dem, og de farer hjem til Bod og tænder dobbelt Blus under Helgenbillederne og arbeider i sit Ansigts Sved alle de Maaneder af Aaret, som kræver Slid..."

Så blir han lei av det norske været og reiser til Italia. Særlig oppholdt han seg på Capri. Hva Kjær og kumpanene hans drev med der kan man lese mer om i Bernt Roughtvedts biografi om Sven Elvestad, "Riverton". Under får engelskmenn gjennomgå på en populær trattoria hvor hver nasjon har sitt eget bord.

"Men ogsaa her fremtoner Englændere . . .Der sidder to, som har spist, men som er misfornøiet med Maden. De stanger sig iTænderne, og begge har det melankolske Langdrag i Ansigtet, hvorpaa man kjender Racen. Den ene spør med et dødt Side blik til Tyskernes Bord, hvad det er for en Nation.
 — Det er Tyskere, siger den anden.

— I don't like Germans. Han vender sig og peger paa Finnerne
— Og hvad er det for nogen? Det er vist Russere eller Skandinaver, siger den anden.
— I don't like Russians, nor Scandinavians . . .
— Men alle de andre, siger den anden alle de andre er vist Italienere.
— But I say, I can't endure Italians.
De betalte og gik. Men de andre Nationer blev siddende og savned dem ikke . . ."

Til slutt noen ord om våre landsmenn vestpå:

"Vort Vestlands bønder har aldrig udmærked sig ved vidtgaaende religiøs tolerance. De har sparet i den henseende som i alle andre."
Det var Nils Kjær som innførte begrepet Vestlandsfanden.

Nå er jeg trøtt. Det tar på å lage avskrifter av svunne dagers skriftmål, ikke minst å få med de store forbokstavene på alle substantivene. Dere vet hvor dere kan finne mer.

Så skal jeg gjøre som Nils kjær og ta meg et lite glass. Det er bedre å ta en drink selv enn å irriterere seg over alle andre som gjør det. Hvem det nå enn var som sa det....